Hvornår er det okay at sige nej til at hjælpe?

I går oplevede jeg noget – for at sige det lige ud – pisse uhyggeligt. Jeg havde været sammen med nogle fra mit studie ude omkring Sjælør st. og havde besluttet mig for at tage hjem, selvom de andre tog videre i byen. Desværre er jeg endnu ikke så god til det med busser og tog i København, så somehow endte jeg med at tage bussen den forkerte retning og endte til sidst ved Svanemøllen station, som var i den totalt modsatte retning af, hvor jeg skulle til. Så jeg tog tilbage til Nørrebro st., hvor jeg vidste at min rigtige bus hjem gik fra. Der stod jeg så kl halv tre om natten helt alene, og ventede på at jeg kunne komme hjem. Det at være alene midt om natten, er selvfølgelig noget jeg altid er blevet advaret i mod, men jeg mener selv, at jeg er god til at passe på – og efter at have vandret rundt på gader midt om natten i byer som Addis Ababa og Berlin, så mener jeg, at jeg er ret god til at holde lav profil og at være beredt på hvis noget skulle ske.  Men alligevel så fik jeg mig altså en enormt uhyggelig oplevelse, som stadig sidder i mig.
Jeg stod som sagt der helt alene – der var ikke et øje at spotte denne hverdagsaften. Lidt over en halv time inden min bus kommer, drejer en politibil rundt om hjørnet og sætter en mand af, som tydeligvis er dybt utilfreds. Herefter kører de igen. Han står stille lidt og begynder derefter at gå over mod mig. Jeg skruer lidt ned for musikken i mit headset og observerer ham ud af øjenkrogen – jo han går helt bestemt hen mod mig. Da han når hen til mig begynder han at snakke til mig, og jeg prøver at ignorere ham, indtil han tager fat i min arm og spørger, om jeg ikke har to minutter til at snakke med ham. Jeg svarer, at det har jeg ikke. Umiddelbart kunne jeg ikke bedømme, om han var påvirket af alkohol eller andet, men jeg var udenmærket godt klar over, at det ikke er smart at give fremmede mænd, som lige er blevet sat af af en politibil opmærksomhed. Dertil kom også at jeg samtidig heller ikke turde gå væk, fordi jeg vitterligt ingen anden ide havde om, hvordan jeg ellers skulle komme hjem (Ok jo taxa var selvfølgelig en mulighed, men jeg var alt for stædig). Han siger så, at han virkelig har brug for at snakke med en, og om jeg please ikke vil høre på ham. Jeg tager mit headset ud og spørger ham hvad det handler om, fordi det er et dårligt tidspunkt, da bussen snart kommer (velvidende om at der stadig er 30 lange minutter til) han fortæller så at han kommer fra Norge og er blevet overfaldet, hvorefter at overfaldsmændene har stjålet både hans pung og telefon. Og at han har brug for hjælp. Han har umiddelbart ingen skrammer, bløder ikke og ser ren ud i tøjet, men han bryder pludseligt ud i gråd. Først prøver jeg at tale ham lidt til ro, og han bliver ved med at sige, at han har brug for hjælp – jeg foreslår hospitalet, men han siger han skal bruge en psykolog. Jeg ender med at ringe til lægen, som fortæller ham, at han selv skal finde hen til Bisbebjerg -hvortil manden siger, at der har han været, men at lægen ikke tog ham seriøs. Alt dette sker, mens jeg står og skiftevis har enormt ondt af manden og gerne vil hjælpe, samtidigt er dybt mistroisk og bange for, at han pludseligt skal stikke af med min telefon eller pludseligt gøre mig ondt. Lægen siger til sidst, at han giver besked til hospitalet om, at manden kommer, og at der ikke er mere han kan gøre. Samtidigt med det kommer min bus endeligt, og jeg får min telefon igen, hvorefter jeg skynder mig ind i bussen og ringer til min mor. Hun bliver virkelig urolig og jeg lover hende at tage direkte hjem – hvilket jeg også gjorde uden at støde på flere mennesker.

Grunden til hele dette lange indlæg, er som sagt, at jeg stadig sidder med en virkelig dårlig følelse i kroppen. Fordi på den ene side har jeg stadig enormt ondt af manden. Han blev ved med at sige, at han ikke følte, at der var nogen, som tog ham seriøs, og jeg tænker virkelig på, hvordan jeg selv ville have det, hvis jeg pludseligt stod der, i en fremmed by og var blevet overfaldet, truet med kniv og derefter været blevet bestjålet mobil og pung, mens alle jeg henvendte mig til enten ikke troede på mig eller undgik mig. Samtidigt med det, ved jeg også, at min mor har ret – det er utroligt farligt sådan midt om natten, helt alene (og i sær som pige), at have kontakt med fremmede. Han kunne i princippet også være en sindsyg, som pludseligt ville have overfaldt mig og der ville ingen vidner have været til det – eller nogen til at hjælpe mig. Hvor går grænsen? Hvornår er det okay at være egoistisk? Eller med andre ord: er det okay nogengange ikke at tilbyde sin hjælp til folk i nød?

//Mette