Når du nu vælger at være utro…

Så husk på de konsekvenser det medfører – i sær for din partner. Jeg tror vi alle sammen har prøvet at være i et forhold, som på et eller andet tidspunkt blev nødt til at deale med en utro partner. Personligt har jeg altid haft en klar holdning i forhold til utroskab. Hvis jeg tager dig i det, jamen så ryger du altså ud hurtigere end, at du kan nå at sige undskyld. Og sådan var jeg også, da jeg selv stod i situationen og blev nødt til at forstå at min kæreste gennem fire år, den perfekte kæreste, den kedelige kæreste, den uskyldige kæreste, manden-i-mit-liv kæreste, altså havde været mig utro. De som har prøvet det kan helt sikkert nikke genkendende til den kæmpe følelse af svigt man sidder inde med. I mit tilfælde fandt jeg ud af det, da jeg var på vej ud af forholdet. Jeg følte ikke den samme gnist og kunne blot ikke finde ud af, hvordan jeg skulle fortælle ham det (Nu havde vi jo været sammen så længe og mon ikke vi finder ud af det igen blabla) og jeg føler mig heldig fordi, det nok var med til at redde mig fra mange af de ar, som andre kvinder, jeg kender har siddet inde med efterfølgende. Og alligvel – partneren, i sær hvis det er en kvinde, tror jeg (vi har det altid med at overanalysere alting) dømmer efterfølgende i høj grad sig selv for det. Hold kæft hvor har jeg mange gang i tiden efter tænk; Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg ikke have opdaget det? Er det fordi, jeg ikke er god nok? Smuk nok? Hvad er der galt med mig? Og man bebrejder sig selv helt vildt for det. Det ødelægger hele ens selvtillid omkring, den person man er.

Grunden til at jeg vælger at tage det her op lige nu er, at det slår mig, at vi faktisk bliver mærket i sjælen i lang tid bagefter. Og med det mener jeg ikke kun i tiden efter, hvor man har kærestesorger og prøver at acceptere sin nye status som single. Nej de følelser ryger med over i ens nye forhold. Jeg er begyndt at ses med den her fyr, lad os kalde ham D. D er sød, flot og måske en anelse for medgørlig til en besværlig kvinde som mig, men han er rar og gør mig glad. Sagen er den, at jeg har udviklet mig til at være en sygelig jaloux stalker-pige. (ok det er måske en lille overdrivelse) MEN jeg har den sygeste paranoia i forhold til ham og når vi er sammen. I weekenden havde vi aftalt at tage i byen sammen, sammen med et par af hans venner og min gode veninde. Vi har det sjovt, musikken er god og min veninde og jeg slår os løs på dansegulvet efter et par gin og tonics. Og bum, så ser jeg D stå og snakke med en anden pige. Som den stalkerpsykopat jeg har udviklet mig til at være, holder jeg derfor lidt øje med ham, inden jeg vælger at gå til angreb på både engelsk og tysk, hvortil manden svarer, at vi jo er til en fest (hvilket er et ekstremt dårligt svar at give en i forvejen rødglødende mig) og som det monster jeg er slår tanken mig først efter, at selvom jeg er forholdsvis ny i byen og derfor sjældent løber ind i venner og bekendte hernede, så er det ikke ensbetydende med at han, som har boet her hele sit liv ikke gør. Jeg bliver dramatisk og led og beslutter mig for at være helt umulig og ignorere ham tiltrods for at alle prøver at snakke mig fra det. Selv min egen veninde får på et tidspunkt sagt til mig, ”jamen Mette han kan jo rigtig godt lide dig. Måske du lige skulle falde lidt ned.” Men det kan man bare ikke lige sådan, når først dejavuet er begyndt. Jeg fik da til sidst også sagt undskyld og jeg ved da også godt, at jeg bliver nødt til at lade monsteret og fortiden blive derhjemme i skuffen.  Problemet er bare at det ikke er så let, når man først én gang har stolet blindt på et andet menneske. Så er spøgelserne pludseligt overalt.
At nogle mennesker vælger at leve med disse spøgelser i et forhold, forstår jeg ikke og kommer næppe til det. Måske er det min person og min måde at håndtere min stolthed på, men jeg ville aldrig kunne leve videre i et forhold, hvor mit partner havde været mig utro. Måske på grund af mit indre monster, måske på grund af, at jeg ved, at jeg forevigt ville bebrejde ham for det. Men det er jo op til folk. Det eneste jeg ved er, at jeg er oprigtigt ked af hvordan at de ar, som jeg har fået af noget som i bund og grund intet havde med mig at gøre, er ar som tilsyneladende ikke heler så let. Og at jeg skal lade det gå ud over folk, som faktisk vil mig det godt. Og det er i det at hele min pointe med det her indlæg ligger. LAD NU FORHELVED VÆR’! En ting er at du skal deale med din egen samvittighed, men tænk på det menneske, som du gør fortræd. Det menneske som du faktisk på et tidspunkt elskede og respekterede og tænk på hvad du efterlader vedkommende som. Ikke alle ender som bindegale monstre som mig, men de ender helt sikkert med nogle alvorlige tillidsproblemer, som DU faktisk har skabt. Fordi at DU er fuckt up. Elsker du hende ikke mere så gå, men lad vær’ med at gå over i en andens seng eller skjul beskeder for hende, fordi det ødelægger hende blot endnu mere og gør at der er et andet uskyldigt menneske, som skal deale med, at du er en idiot. (Og lad også vær med at skjul beskeder for hende, fordi hun skal nok finde ud af det. Eller også gør hendes veninder det. Eller også gør hendes kusine det. Du ved fandme aldrig, but never never never underestimate a female)

//Mette